(1) Hvis arvelader på tidspunktet for sin død eller giveren på gavetidspunktet
a. var statsborger i en kontraherende stat uden samtidigt at være statsborger i den anden kontraherende stat,
b. var fuld skattepligtig i førstnævnte stat i henhold til denne stats skattelovgivning, og
c. havde været hjemmehørende i den anden stat ifølge artikel 4, stykke 1, litra b) i en periode, som ikke overstiger 5 år,
skal han, uanset bestemmelserne i artikel 4, anses for at have været hjemmehørende i den kontraherende stat, hvor han var statsborger.
(2) Stykke 1 skal finde tilsvarende anvendelse på en arving eller begunstiget, som på tidspunktet for arvefaldet eller gaven selv opfylder betingelserne, som er stillet i stykke 1.
Ifølge artikel 25 og 26 findes beskatningsreglerne ved en henvisning til det land, hvor afdøde eller gavegiver var hjemmehørende (art. 4) på tidspunktet for dødsfaldet eller ydelsen af gaven. Hvor pågældende skattemæssigt var hjemmehørende afgøres efter artikel 4.
Artikel 27 indeholder en særlig bopælsregel for arveladere og gavegivere, såfremt disse har skiftet hjemsted inden for 5 år inden gaven eller arvefaldet. I disse tilfælde bliver en dansker eller tysker på trods af bopælsskiftet behandlet således, som om han fortsat var hjemmehørende i sin oprindelsesstat. Reglen skal sikre, at generationsskiftet, pensionsplanlægningen, formueanbringelser og testamenter inden for den første tid efter flytningen kan planlægges i lyset af hjemstedslandets regler.
Baggrunden for reglen er især ønsket om, at udstationerede personer kan blive ved med at være omfattet af afgiftspligten i det land, hvor de er statsborgere og var oprindeligt var fuld skattepligtige i den første periode efter de er flyttet til det andet land.
Stk. 2 finder tilsvarende anvendelse for beskatningen af arvinger og gavemodtagere, såfremt de selv på tidspunktet for arvefaldet eller gaver opfylder betingelserne i stk. 1.
