DBO-Ordlyd

(1)   Fortjeneste indvundet af et foretagende i en kontraherende stat kan kun beskattes i denne stat, medmindre foretagendet driver erhvervsvirksomhed i den anden kontraherende stat gennem et dér beliggende fast driftssted. Såfremt foretagendet driver sådan virksomhed, kan dets fortjeneste beskattes i den anden stat, men dog kun for så vidt angår den del deraf, som kan henføres til dette faste driftssted.

(2)   I tilfælde, hvor et foretagende i en kontraherende stat driver erhvervsvirksomhed i den anden kontraherende stat gennem et dér beliggende fast driftssted, skal der under iagttagelse af bestemmelserne i stykke 3 i hver kontraherende stat til dette faste driftssted henføres den fortjeneste, som det kunne forventes at have opnået, hvis det havde været et frit og uafhængigt foretagende, som udøvede den samme eller lignende virksomhed på samme eller lignende vilkår, og som under fuldstændig frie forhold afsluttede forretninger med det foretagende, hvis faste driftssted det er.

(3)   Ved fastsættelsen af et fast driftssteds fortjeneste skal det være tilladt at fradrage udgifter, som er afholdt for det faste driftssted, herunder udgifter til ledelse og almindelig administration, hvad enten de er afholdt i den stat, hvori det faste driftssted er beliggende, eller andre steder.

(4)   I det omfang det har været sædvane i en kontraherende stat at fastsætte den fortjeneste, der kan henføres til et fast driftssted, på grundlag af en fordeling af foretagendets samlede fortjeneste mellem dets forskellige afdelinger, skal intet i stykke 2 udelukke denne kontraherende stat fra at fastsætte den skattepligtige fortjeneste på grundlag af en sådan sædvanemæssig fordeling; den valgte fordelingsmetode skal imidlertid være sådan, at resultatet bliver i overensstemmelse med de principper, der er fastlagt i denne artikel.

(5)   Ingen fortjeneste skal kunne henføres til et fast driftssted, blot fordi dette faste driftssted har foretaget indkøb af varer for foretagendet.

(6)   Ved anvendelsen af de foranstående stykker skal den fortjeneste, der henføres til det faste driftssted, fastsættes efter samme metode år for år, medmindre der er god og fyldestgørende grund for en anden fremgangsmåde.

(7)   I tilfælde, hvor en fortjeneste omfatter indkomster, som er omhandlet særskilt i andre artikler i denne overenskomst, skal bestemmelserne i disse andre artikler ikke berøres af bestemmelserne i denne artikel.

Kommentar

Art. 7 i sammenhæng med andre artikler
Art. 7 vedrører fortjenester ved erhvervsvirksomhed. Der findes en række andre artikler i overenskomsten med lignende genstand. Her vises hvilken artikel gælder hvor hvilken genstand:

Art. 5 Fast driftssted: Her defineres hvilken indretning i udlandet gælder som et fast driftssted. Kun hvis der foreligger et fast driftssted, beskattes en del af virksomhedens overskud i udlandet.
Art. 6 Indkomst af fast ejendom: Denne bestemmelse ordner blandt andet beskatningsretten for en land- eller skovbrugsvirksomhed.
Art. 7 Fortjeneste ved erhvervsvirksomhed: Denne artikel vedrører en virksomhed som har sin hovedsæde i et land og en afdeling i et andet land.
Art. 8 beskæftiger sig med skibs- og luftfartsvirksomhed i international trafik.
Art. 9 ordner beskatningsretten i grænseoverskridende koncerner. Det kan også være et mindre selskab med et enkelt udenlandsk datterselskab. (© Dr. Klaus Först)
Art. 10 behandler udbytte til virksomhedens anpartshavere.
Art. 13 vedrører fortjeneste ved salg af virksomheden.
Art. 14 har at gøre med virksomheder i de liberale erhverv.
Art. 23 indeholder specielle regler for virksomheder som udvinder kulbrinter (olieplatformer m.v.).

Tysk materiale: Den tyske skatteforvaltning har taget stilling til de problemer som er forbundet med art. 7 i et omfangsrigt cirkulære af 1999 (tysk ordlyd).

Generel betydning af art. 7
Art. 7 og art. 5 (fast driftssted) og art. 9 (indbyrdes forbundne foretagender) er de tre vigtigste bestemmelser som vedrører overskud ved erhvervsvirksomhed. I praksis har man dog mere at gøre med art. 9 end art. 7, idet virksomheder med udenlandske aktiviteter har en tendens til at oprette datterselskaber i stedet for afdelinger. Delvist beror dette på en meget bureaukratisk EU-lovgivning hvorefter det er betydelig nemmere at oprette et selskab end en filial.

Art. 7: Oversigt
Stk. 1: Hovedregel. Beskatning i udlandet kun af den del af overskuddet, som kan henføres til et udenlandsk driftssted.
Stk. 2: Målestok: En selvstændig virksomhed i stedet for den uselvstændige afdeling
Stk. 3: Fradrag af udgifter for driftsstedet
Stk. 4: Indirekte metode
Stk. 5: Udgifter i sammenhæng med indkøb for hele foretagendet
Stk. 6: Ingen ændring af beregningsmetoden
Stk. 6: Forhold til konkurrerende artikler

Stk. 1: Hovedregel
Stk. 1 indeholder to elementer. For det første fastsættes, at en beskatning i udlandet forudsætter et fast driftssted i henhold til art. 5. Selvom en virksomhed opnår hele sin omsætning i det andet land, tilkommer beskatningsretten udelukkende den stat hvor virksomheden er hjemmehørende (art. 4), hvis der mangler et fast driftssted i det andet land. Den slags virksomheder findes blandt andet i byggebranchen.

For det andet omhandler stk. 1 den situation, at en virksomhed har en fortjeneste i udlandet som hidrører fra forskellige salgskanaler. Stk. 1 siger, at kun den del af den udenlandske fortjeneste som kan henføres til et fast driftssted, beskattes i udlandet.

Eksempel: En dansk møbelproducent har en fortjeneste fra sin handel med danske kunder på 30 og en tysk fortjeneste på 15. Kun 5 af dette beløb blev indvundet gennem et fast driftssted i Tyskland. De resterende 10 hidrører fra omsætninger, som forskellige selvstændige tyske agenter har formidlet. – Tyskland kan kun udøve beskatningsretten på en fortjeneste stor 5. Danmark vil beskatte det samlede beløb på 45 og modregne den i Tyskland betalte skat, dog maks. 5/45 af den danske skat (credit lempelse,Kapitel III art. 24 stk. 2 lit. a aa).


Stk. 2: Sammenligning med selvstændig virksomhed
Beskatningen sker som om driftsstedet havde været en selvstændig virksomhed. I denne sammenhæng bruges ofte begrebet arms længde princippet. Hvad betyder dette?

Udtrykket hidrør fra “dealing at arm’s length” og mener, at der er en vis distance mellem to personer (jvf. “to keep someone at arm’s length”). I den angelsaksiske retskreds er dette et meget brugt udtryk for “at handle som imellem uafhængige parter”.

Et driftssted er dog en uselvstændig del af hele virksomheden. Derfor har man brug for en målestok for at bedømme, om driftsstedet har handlet med hovedsædet som imellem uafhængige parter. Der findes to metoder, hvordan disse forhold bedømmes. Enten går man ud fra en særskilt bogføring af driftsstedet (direkte metode, stk. 2) eller man fordeler hele virksomhedens resultat (indirekte metode, stk. 4).

I den førstnævnte metode er udgangspunktet driftsstedets bogføring. Det anbefales indtrængende, at indrette en selvstændig bogføring, som overholder samtlige skatteregler af driftsstedets landet. Resultatet af denne bogføring er dog kun udgangspunktet for beregningen og skal tilpasses for at overholde arms-længde-princippet.

Eksempel: En dansk virksomhed i vaskeribranchen køber et tysk vaskeri og integrerer det som et driftssted i virksomheden. I det følgende år arbejder den danske tekniske leder ca. 2/3 af sin arbejdstid i Tyskland. Han bliver dog aflønnet i Danmark, og gagen bliver udelukkende udgiftsført i Danmark. For at opnå det korrekte resultat, skal 2/3 af hans gage bliver fradrages det resultat, som vises i det tyske regnskab.

Et specielt problem optræder, hvis der flyttes formue (anlægs- eller omsætningsformue) mellem hovedsædet og driftsstedet. Problemet er, at i nogle tilfælde mister en stat lejligheden til at beskatte avancer ved salg af disse genstande.

Eksempel: I det nævnte tyske vaskeri står en maskine med en bogført værdi på EUR 1,0 mio. Den aktuelle markedspris udgør EUR 1,5 mio. Hvis maskinen sælges i Tyskland, skal avancen på EUR 0,5 mio beskattes i Tyskland. Men hvis maskinen flyttes til Danmark, overføres til det danske regnskab og sælges bagefter, mister Tyskland chancen for at beskatte denne avance. Derfor udløser allerede FLYTNINGEN til Danmark beskatningen i Tyskland!

De dermed forbunde regler hører til den danske og den tyske nationale skattelovgivning og bliver ikke behandlet her. Den tyske skatteforvaltnings opfattelse fremgår af det ovennævnte cirkulære.

Stk. 3: Fradrag af udgifter for driftsstedet
Stk. 3 er en særlig bestemmelse for udgifter og følger det princip som er fastsat i stk. 2. Indholdet er: Udgifter som bliver afholdt for driftsstedet skal trækkes fra driftsstedets resultat selv om de er opstået ved hovedsædet.

Eksempel: En dansk virksomhed som handler med computertilbehør, opretter et fast driftssted i Tyskland for at sælge til tyske kunder. Driftsstedet bliver tilkoblet de servere og programmer, som virksomheden har installeret i Danmark. Der bliver dog programmeret et tillægsprogram som kun anvendes af det tyske driftssted, selv om det udføres på de danske servere. Programmeringsarbejde udføres i Danmark af en dansk IT-virksomhed. – Disse programmeringsomkostninger skal trækkes fra driftsstedets resultat. Det afgørende er, at de bliver afholdt for driftsstedet.

Virksomheden må ikke beregne renter for den kapital som blev investeret i driftsstedet. Undtagelse: Virksomheden optager et banklån for omkostninger og investeringer i driftsstedet. Disse renter må viderefaktureres til driftsstedet.

Det er tilladt, at belaste driftsstedet med administrations – og ledelsesomkostninger. I de fleste tilfælde vil det være umuligt, at specificere og booke dem enkeltvis. Derfor er det tilladt, at anvende en fordeling efter faste nøgler (omsætning, vareforbrug m.v.).

Et andet problem opstår, hvis driftsstedet udfører tjenesteydelser som ikke er hovedgenstand af driftsstedet (sideydelser) for virksomheden som f.eks. markedsundersøgelser eller reklame, som ikke står i sammenhæng med driftsstedets egne omsætninger. Disse omkostninger må ikke bæres af driftsstedet og skal belastes hovedsædet.

Stk. 4: Indirekte metode
Udgangspunktet er resultatet af hele virksomheden. Dette skal fordeles efter en eller flere nøgler. Denne fremgangsmåde kan nemmere give anledning til meningsforskelle med skatteforvaltningen. Der findes dog kutymer for hvilke nøgler anvendes for hvilken virksomhedstype. Banker fordeler tit resultatet efter egenkapital, handelsvirksomheder efter omsætning og produktionsvirksomheder efter lønninger eller/og vareforbrug.

Til sidst skal man kontrollere, om det opnåede resultat overholder arms-længde-princippet.

Eksempel: En virksomhed handler med vaskemiddel. Hovedvirksomheden i hjemmelandet sælger produktet som mærkeprodukt med stor dækningsbidrag. Driftsstedet sælger det samme vaskemiddel som no-name-produkt. – En resultatfordeling efter omsætning ville medføre en fordeling, som ville være uholdbar med hensyn til arms-længde-princippet. I stedet kunne man fordele overskuddet efter dækningsbidrag.

Stk. 5: Indkøb for hele foretagendet
Driftsstedet må ikke opnå et dækningsbidrag ved indkøb for foretagendet. Dvs. driftsstedet må ikke “sælge” varekøbet med en fortjeneste til virksomheden.

Der gøres opmærksom på, at en indretning, som udelukkende beskæftiger sig med indkøb, ikke er et fast driftssted (art. 5 stk. 4 lit. d).

Stk. 6: Ingen ændring af beregningsmetoden
Virksomheden skal bibeholde den en gang valgte beregningsmetode. Eksempler, hvor dette undtagelsesvist kunne være tilladt: Ændring af opgavefordeling mellem hovedsæde og driftssted; reorganisation af driftsstedet; ønsket forenkling af resultatopgørelse.

Stk. 7: Forhold til konkurrerende artikler
I.h.t. denne bestemmelse har andre artikler prioritet i forhold til art. 7. Men ordlyden er misvisende. I de fleste artikler, hvor der kan opstå en konkurrencesituation, findes en bestemmelse som udtrykkeligt giver art. 7 prioritet: