DBO-Ordlyd

(1)   Renter, der hidrører fra en kontraherende stat og betales til en person, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, kan, hvis denne person er den retmæssige ejer, kun beskattes i denne anden stat.

(2)   Udtrykket “renter” betyder i denne artikel indkomst af gældsfordringer af enhver art, hvad enten de er sikrede ved pant i fast ejendom eller ikke, og hvad enten de indeholder en ret til andel i skyldnerens fortjeneste eller ikke, og især indkomst af statsgældsbeviser og indkomst af obligationer eller forskrivninger, herunder agiobeløb og gevinster, der knytter sig til sådanne gældsbeviser, obligationer eller forskrivninger. Straftillæg som følge af for sen betaling skal ikke anses for renter i denne artikel. Udtrykket “renter” omfatter dog ikke indkomst, som er omfattet af artikel 10.

(3)   Bestemmelserne i stykke 1 skal ikke finde anvendelse, såfremt renternes retmæssige ejer, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, driver erhvervsvirksomhed i den anden kontraherende stat, hvorfra renterne hidrører, gennem et dér beliggende fast driftssted eller udøver frit erhverv i denne anden stat fra et dér beliggende fast sted, og den fordring, som ligger til grund for de udbetalte renter, har direkte forbindelse med et sådant fast driftssted eller fast sted. I så fald skal bestemmelserne henholdsvis i artikel 7 eller i artikel 14 finde anvendelse.

(4)   I tilfælde, hvor der er en særlig forbindelse mellem den, der betaler renterne, og den retmæssige ejer, eller mellem disse og en tredje person, og det som rente betalte beløb overstiger – uanset af hvilken grund – det rentebeløb, som ville være blevet aftalt mellem skyldneren og den retmæssige ejer, såfremt den nævnte forbindelse ikke havde foreligget, skal bestemmelserne i denne artikel ikke finde anvendelse på det overskydende rentebeløb. I så fald skal det overskydende beløb kunne beskattes i overensstemmelse med lovgivningen i hver af de kontraherende stater under hensyntagen til de øvrige bestemmelser i denne overenskomst.

Kommentar

Art. 11 omhandler renter, som betales fra en debitor i Tyskland til en kreditor i Danmark eller omvendt. – Bestemmelsen er særdeles nem at forstå.

Oversigt
Stk. 1 Hovedregel
Stk. 2 Definition af renter
Stk. 3 Forhold til art.7 (udenlandsk fast driftssted)
Stk. 4 Urimeligt høje renter mellem forbundne personer
(© Dr. Klaus Först)

Stk. 1 Hovedregel
Beskatningsretten tilfalder den stat, hvor modtageren er hjemmehørende (art. 4) (bopælsstaten). Dermed står bestemmelsen i direkt modsætning til f. eks. art. 6, som giver beskatningsretten for indkomst af fast ejendom til den stat, hvor ejendommen er beliggende (kildestaten).

I modsætning til de fleste andre dobbeltbeskatningsoverenskomster findes der her ingen kildeskat! Dette forenkler beskatningsproceduren meget. I Danmark har man overhovedet ingen kildeskat på renter, og den tyske kildeskat (Kapitalertragsteuer) betales ikke af en rentemodtager, som er hjemmehørende i udlandet, f.eks. i Danmark.

De fleste andre indtægter er mere komplicerede at behandle, fordi kildestaten får en del af skatten. Dette medfør nemlig, at der opstår en dobbelt beskatning i såvel kildestaten som bopælstaten. Problemet behandles efter de særlige regler om udligningen af dobbeltbeskatningen (credit lempelse eller eksemptionslempelse, art. 24). Det har man slet ikke brug for ved renter, idet kildestaten intet har med beskatningen at gøre!

Stk. 2 Definition af renter
Definitionen er meget bred og omfatter renter fra
– almindelige låneaftaler
– bankindestående
– obligationer
– fordringer som er sikrede ved pant i fast ejendom
Definitionen omfatter dog ikke afkast fra stille Gesellschaft eller partiarisches Darlehen, idet disse er nævnt i art. 10 (udbytte).

Stk. 3 Forhold til art. 7 (udenlandsk driftssted)

Et dansk aktieselskab ejer tyske obligationer. Aktieselskabet har en tysk afdeling. Obligationerne er bogført som anlægsformue i den tyske afdeling; renterne indtægtføres i afdelingen.

Stk. 3 bestemmer, at en sådan rente behandles efter art. 7, dvs. beskatningsretten tilfalder den stat, hvor afdelingen er beliggende, i dette eksempel Tyskland.

Stk. 4 Urimeligt høje renter mellem forbundne personer

En person som er hjemmehørende i Danmark, er hovedaktionær i et tysk GmbH. Han giver selskabet et lån. Et rimeligt årligt rentebeløb ville være EUR 30.000. Selskabet betaler dog EUR 45.000 pr. år. – I henhold til stk. 4 er det tyske skattevæsen berettiget til at behandle EUR 15.000 ikke som renter men som et udbytte (art. 10). Fordelen for Tyskland er, at der skal betales 15% kildeskat (art. 10 stk. 2).

Stk. 4 gør det muligt for Danmark og Tyskland, at omkvalificere en del af en rentebetaling. Dette delbeløb kan for eksempel behandles som udbytte (art. 10), som indkomst af fast ejendom (art. 6 – beskatningsret i kildestaten!) eller som en gave (art. 25).