Kapitel II

Art. 15: Personligt arbejde i tjenesteforhold

DBO-Ordlyd

(1)   Såfremt bestemmelserne i artiklerne 16, 18, 19 og 20 ikke medfører andet, kan gage, løn og andet lignende vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold oppebåret af en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, kun beskattes i denne stat, medmindre arbejdet er udført i den anden kontraherende stat. Er arbejdet udført dér, kan det vederlag, som oppebæres herfor, beskattes i denne anden stat.

(2)   Uanset bestemmelserne i stykke 1 kan vederlag, som en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, oppebærer for personligt arbejde i tjenesteforhold, udført i den anden kontraherende stat, kun beskattes i den førstnævnte stat, såfremt:

a. arbejdet er udført i den anden stat i en periode eller i perioder, der tilsammen ikke overstiger 183 dage i det pågældende kalenderår, og

b. vederlaget betales af en arbejdsgiver eller for en arbejdsgiver, der ikke er hjemmehørende i den anden stat, og

c. vederlaget ikke udredes af et fast driftssted eller et fast sted, som arbejdsgiveren har i den anden stat.

(3)   Uanset de foranstående bestemmelser i denne artikel kan vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold, som udføres om bord på et skib eller luftfartøj, der anvendes i international trafik eller om bord på en båd, der anvendes til transport af indre vandveje, beskattes i den kontraherende stat, i hvilken foretagendets virkelige ledelse har sit sæde. I tilfælde, hvor en person, der er hjemmehørende i Danmark, modtager vederlag for personligt arbejde udført på et luftfartøj, drevet af Scandinavian Airlines System (SAS) i international trafik, kan et sådant vederlag kun beskattes i Danmark.

(4)   Bestemmelserne i stykke 2 skal ikke finde anvendelse for vederlag for arbejde inden for rammerne af professionel udlejning af arbejdskraft. I henhold til artikel 43 skal de kompetente myndigheder indgå de nødvendige aftaler for at undgå dobbelt påligning af kildeskatter og for at sikre begge kontraherende staters skattekrav.

Kommentar

Her afgøres det, hvilken stat der beskatter vederlag for arbejdet udført i tjenesteforhold. Det er her tale om lønninger og anden vederlag, der ikke udbetales i penge (naturalløn). Hvis vederlaget falder ind under artiklerne 16, 18, 19 eller 20, så skal denne artikel ikke anvendes.

De første stykker behandler almindelige arbejdsforhold medens stk. 3 og 4 er særbestemmelser.

Stk.1:

Hovedreglen er, at vederlaget (lønnen) kan beskattes den den stat, hvor arbejdet fysisk udføres. Reglen omfatter dog ikke direktørlønninger og lignende, der behandles i artikel 16.
Både Danmark og Tyskland har indført i deres nationale skattelovgivninger, at beskatningsretten også kan gennemføres. [Ophavsret for denne side: Reinhard Herrmann, DANTAX]

Eksempel:
En lønmodtager bor i Danmark. Lønmodtageren kører dog dagligt til Tyskland for at udføre arbejdet der.
Lønnen beskattes i Tyskland efter de dergældende love (skatteyderen behandles i reglen som begrænset skattepligtig).

Stk. 2:

Der er her tale om en undtagelse fra princippet i stykke 1. Denne bestemmelse kaldes også montørregel. Hvis der samtidig foreligge de tre nedenstående betingelser, har dog kun bopælsstaten beskatningsretten.
Betingelserne er:

a)arbejdsophold i udførselsstaten udgør ikke mere end 183 dage per kalenderår
b)arbejdsgiveren er ikke hjemmehørende (art. 4) i udførselsstaten
c)lønomkostningen bliver ikke skattemæssigt fratrukket i udførselsstaten.

Opgrørelse af dage i forbindelse med betingelse a):
Iflg. kommentaren til OECD modeloverenskomsten udløser en fysisk tilstedeværelse i udførselsstaten, uansat længe, at 1 dag er anvendt. Dagene hvor der rejses til eller fra udførselsstaten, medregner ligeledes som dag.

Eksempel:
En lønmodtager bor i Danmark. Hans danske arbejdsgiver sender ham på montage i Tyskland. Der opholder han sig uafbrudt fra 1. januar til 30 juni på en række forskellige byggepladser.
Han opholder sig derfor i mere end 183 dage per kalenderår i Tyskland. Da han ikke har tysk arbejdsgiver og lønnen ikke fratrækkes i fast tysk driftssted er alle tre betingelser i stk. 2 samtidig opfyldte. Lønnen kan derfor kun beskattes i Danmark.

Eksempel:
En lønmodtager bor i Danmark. Hans danske arbejdsgiver sender ham til Tyskland for at udføre arbejdet der på arbejdsgiverens faste driftssted. Lønudgiften bliver dermed fratrukket i driftsstedets tyske regnskab.
I dette tilfælde er betingelse c) ikke opfyldt. Der gælder således reglen i stk. 1, hvorefter lønnen kan beskattes i den stat, hvor arbejdet fysisk udføres (Tyskland)

Stk.3

Her behandles der løn for personer, der er ansat om bord på skibe eller luftfartøjer i international traffik eller både, der sejler på de indre vandveje.
Her kan den stat udøve beskatningsretten, hvor virksomhedens virkelig ledelse befinder sig.
Der henvises dog for særreglen for personer, der er hjemmehørende i Danmark og er ansat i Scandinavian Airlines System, SAS.
Det skal bemærkes, at SAS´s virkelige ledelse befinder sig i Sverige.

Eksempel:
En pilot, der bor i Danmark, er ansat i SAS. Piloten flyver overvejende til asiatiske destinationer. Efter særreglen har alene Danmark beskatningsretten før denne løn.
Eksempel:
En stewardesse, der bor i Tyskland, er ansat i SAS. Hun flyver overvejende til asiatiske destinationer. Hverken Danmark eller Tyskland men derimod Sverige kan beskatte lønnen, da SAS har virksomhedens ledelse der.

Stk. 4:
Bestemmelsen vedrører alene den erhvervsmæssige udlejening af arbejdskraft. Før lønninger, der bliver udbetalt til de pægældende lønmodtagere, gælder stk. 2 ikke. Staten, hvor arbejdet udføres har således altid beskatningeretten.

Eksempel:
En lønmodtager, der bor i Danmark, bliver udlejet til en dansk virksomhed. Denne virksomhed sender lønmodtageren til Tyskland for at udføre arbejder der. Dette sker i tiden 1.1.-30.6. i et pågældende år.
Tyskland har beskatningsretten til lønnen, der bliver udbetalt herfor.